Minen er opbygget i 3 niveauer, som ligger dybere og dybere nede i bjergmassivet efterhånden som saltudvindingen har været i gang.

Turen starter på samme måde som minearbejderne igennem århundreder har gjort det, ind i en trappeskakt, og så ellers bare nedad. Cirka 350 trin senere befinder man sig i 64 meters dybde under  jordoverfladen. Ikke det ideelle sted at være hvis man var typen der ned af klaustrofobi. Dette er de ældste dele af minen, udgravet med simple redskaber som skovle og hakker. Det udgravede materiale blev i begyndelsen løftet op til overfladen ved hjælp af simple reb og menneskekraft. Senere opfandt mere mekaniske løsninger til udførelse af arbejdet, blandt andet introduceredes heste som arbejdskraft.

Stensalt er en lidt besynderlig masse. Det hugges ud i store blokke på op til 2x6 meter, deles op i mindre bidder, og oprindeligt blev det formet til en slags tønde- eller cylinderagtige stykker, hvorved minearbejderne relativt let kunne trille disse afsted i minens gange.

Grundet arbejdernes religiøse holdninger, er der talrige statuer udhugget i stensalt overalt når man går i minegangene.

Efter et stykke tid, adskillige luftsluser og endnu flere trapper, kommer man ned til minens 2. niveau, nede i 90 meters dybde. Denne sektion er af nyere dato, cirka 16.-18. århundrede, men stadig udhugget med håndkraft. Og stadig ses fra tid til anden, steder hvor arbejderne i deres sparsomme fritid har udhugget hvælvinger, eller grotte lignende områder hvor statuer af helgener er opstillet. Nede i 102 meters dybde har arbejdere igennem adskillige generationer udhygget en grotte så stor at denne er indrette som en fuldt ud funktionel kirke, indeholdende alt fra altertavle til lysekroner, ikke med glas- men med saltprismer. Der er tilstadighed gudstjeneste hver søndag formiddag.

Minens nederste niveau er den eneste del hvoraf en del er lavet ved hjælp af sprængninger. Det er samtidig den del der indeholder de fleste områder med vand. Grundvand der efter at være blevet presset igennem saltlagene, er endt som saltvand med koncentrationer på op imod 30% salt i vandet.

Enkelte af disse søer har en størrelse hvor det igennem årene har været muligt at bruge dem som en slags bizart rekreativt område, med mulighed for at ro i robåde. Hvilket uheldigvis i 1915 førte til en tragisk ulykke, da 7 østrigske soldater ville ro en tur rundt på en saltvandssø. Båden kæntrede og de endte op inde under båden. Bådens vægt gjorde det umuligt for dem at vende eller at løfte den væk, og grundet det store saltindhold i vandet, kunne de ikke dykke ud under båden, og døde derfor af iltmangel.

Rundturen sluttede efter en cirka 2,5 km lang strækning, i 135 meters dybde, efter at have set blot 1% af minens samlede udstrækning. Denne gang skete opstigningen dog ved hjælp af nymodens teknik i form af en elevator. Det daglige besøgstal i højsæsonen estimeres til at være op imod 7000 besøgende. Utroligt nok har man angiveligt aldrig mistet nogle af de besøgende...

   Og til sidst en lille film fra min visit i saltminen: