Åbenvinklet

Åbenvinklet glaucom

Cirka 2/3₁ af alle nydiagnosticerede tilfælde er kronisk glaucom. Karakteristika hos den kroniske (også kaldet Simplex) er at såfremt den bliver opdaget i tide, vil patienten normalt ikke opleve væsentlige synsdefekter, altså manglende synsfelt. den kommer typisk i 40-60 års alderen . Men ofte sker det desværre, at patienten først registrerer problemet når der er opnået mindre eller større grad af tunnelsyn₂. På dette tidspunkt er der allerede sket uoprettelige skader på synet.

Denne type af glaucom opstår fordi si-systemet/trabekelværket langsomt men sikkert bliver stoppet til med ”urenheder” der flyder med i kammervandet når dette på sin vej gennem øjet skylles ud i kammervinklen. Dette er også forklaringen på hvorfor sygdommen kommer snigende. Trabekelværket og kammervinkklen har ingen umiddelbare defekter, de er ikke deforme, eller virker på anden måde med nedsat funktion, når man bliver født. Men i løbet af livet fyldes dette fintmaskede poresystem altså op, og udledningen nedsættes gradvist. Samtidig med at strålelegemet fortsætter med at producere den samme mængde væske som altid, ender det med stigende tryk.

Hvilket forklarer hvorfor problemerne for de flestes vedkommende først opstår sent i livet. Samtidig synes det at være velkendt, at de fleste 40-60 årige rent mentalt accepterer at nedsat livskvalitet. Dermed også at synet, nødvendigvis må blive dårligere med alderen. Netop disse to faktorer er essentielle for forståelsen af hvorfor det så ofte ender med nedsat syn.

Som udgangspunkt er der tale om en patientgruppe der kan behandles medicinsk. Trykket er sjældent faretruende højt, hvorfor en sænkning med medicin både er ansvarligt og fornuftigt, idét man relativt hurtigt kan få trykket ned på et fornuftigt niveau. Og samtidig undgås risikoen for komplikationer₃ i forbindelse med operative indgreb.

Medicinsk findes der to løsninger, eller en kombination af begge. Enten at reducere inflow, eller optimere outflow. På samme måde som når man har vandballonen sat fast på vandhanen, må man få in/out -flow til at passe sammen, for derved at undgå ballonen svulmer op. Det er dog meget små mængder der er tale om, faktisk producerer strålelegemet kun ca. 1/1000 ml./min.₄.

Betablokkere, carboanhydrasehæmmere eller kombinationer af disse, virker hæmmende på produktionen af kammervæske₅. Prostaglandin-lignende midler er hormonlignende præparater der øger udledningen af væske, ved at øge gennemstrømningen i vævslaget. To præparater man her kunne fremhæve ville være Xalatan® og Lumigan®, begge har et eller flere, hormonlignende aktiv-

stoffer som virkemiddel. Men set fra ”det almindelige menneskes” synsvinkel, forekommer det lidt bekymrende at man på den måde indtager fremmede hormonstoffer i kroppen på daglig basis. Uden præsist at vide hvilke bivirkninger der kan være. Det er tillige et problem at der i en del præparater til stadighed er tilsat konserveringsmidler (den typiske brugsperiode efter anbrud på et medikament er 30 dg) ,der ligeledes kan tænkes at medføre problemer i forhold til øjets slimhinde. Det er et beklageligt faktum at allergi i dagens samfund påvirker mange. Inklusiv glaucom-patienter der indimellem udvikler allergiske reaktioner overfor visse af indholdsstofferne₆. Den generelle regel er at en patient maksimalt kan anvende 3 forskellige præparater samtidigt, hvilket sker for at mindske risikoen for allergiske reaktioner. Som et eksempel på hvilken indvirkning brugen af hormoner i hverdagen kan have på organismen, kan nævnes at der blandt fagfolk, synes at være bred enighed om at idrætsudøvere, i særdeleshed bodybuildere, der anvender steroider (eller patienter der får binyrebark hormon)₇ har øget risiko for glaucom₈.

Anvendelse af betablokker-præparater er også vidt udbredt, omend de er forbundet med en vis problematik. Simplex-glaucom patienter er ofte et segment med tendens til rygerlunger (KOL), og deraf astma/bronkitis-lignende tilstande, hjertepatient eller andet. Da stofferne i betablokkere kan bevæge sig ud i hele kroppen, virke nedsættende på åndedrætsfunktionen og give nedsat puls, samt medføre træthed og hovedpine, kan dette ultimativt føre til fatale konsekvenser.

Carboanhydrasehæmmere er et præparat der virker hæmmende på carboanhydrase₉. Et enzym kroppen anvender i mange sammenhænge, inklusiv i produktion af kammervandet. Igen ved man  ikke i hvilket omfang man hæmmer processer andre steder i kroppen, når produktet anvendes.

Alfa2 -receptorregulerende midler virker lidt begge veje, idet disse fortrinsvis hæmmer væske-produktionen, men ydermere øger bortledningen. Et eksempel kunne være Alphagan®. Man kan konstatere det er forbundet med uheldige bivirkninger, såsom varierende pulsrytme og mulighed for depressioner. Disse bivirkninger er ganske uheldige.

Man har også mulighed for at kombinere flere af disse præparater, i kombi-produkter hvor man kan sænke trykket ved både nedsat produktion og øget outflow₁₀. Opsummeret kan det udtrykkes at, betablokkere og carboanhydrasehæmmere typisk vil reduceret trykket 15-25%₁₁. Prostaglandiner vil sænke trykket med 20-33%.

Fortrinsvis klarer dette segment at kunne bevare et fornuftigt tryk uden operationer.

Når det alligevel bliver nødvendigt at operere, sker dette forholdsvist skånsomt, ved anvendelsen af laserkirurgi. 60-90%₁₂ af de der opereres får efterfølgende så stabilt et tryk, at medicin kan undværes, i længere eller kortere tid efterfølgende. Man opereres i lokalbedøvelse( dog således at øjets 6 muskler der holder det på plads i øjenhulen bliver slappe), hvor øjet efter bedøvelsen mister synsevnen, dog kun i ca en time. Man ”prikker” med en laser små huller i vævet inde i den inderste del af kammelvinklen. Lidt mere specifikt; Tidligere anvendtes ALT-laser, nu er man gået over til SLT-lasere₁₃. De tidligere anvendte teknikker medførte en del dannelse af arvæv, som derved på længere sigt betød en ”lukning” af poresystemet efterhånden som arvævet dannedes. De nye systemer anvender en lyskilde der ”punkterer” pigmentceller i kammervinklen (lidt på samme måde som tatoveringer kan fjernes med laser, ved at ”sprænge” farvekornene i stykker). Via biokemiske processer skabes derved mere diffision i vævet. Trykket vil typisk falde med ca 25% .

En variant af Simplex som jeg vil springe let hen over er Normaltryksglaucom. Formelt befinder det sig i samme katagori som Simplex. Behandlingen er typisk den samme, dog ligger forskelligheden deri at trykket sjældent bevæger sig uden for normalområdet. Den kan derfor være sværere at opdage, men medfører stadig synssvækkelse uopdaget. Og skal holdes under observation løbende, hvor det er altafgørende at bevare et lavt ensartet tryk.