Fodnoter
Varianter og diagnoser
De forskellige varianter
De fire hovedtyper er
Kronisk åbenvinklet,
Lukketvinklet,
Sekundært og
Kongenit1.
Den mest udbredte type, både blandt danskere og på verdensplan, er den kronisk åbentvinklede.
Hvor man er bærer af defekten i mange år, men den vil normalt først komme til udtryk i 40-60 årsalderen. Væsketrykket2 i øjet vil som oftest være normalt eller kun let øget. Hvilket gør at tabet af synsevne ofte er ganske fremskredent før dette opdages. Man vil miste det perifiære syn først, dvs. at ens synsfelt langsomt indskrænkes. Man taler om at denne variant er snigende.
Lukketvinklet glaucom indtræffer når der er opstået en snæver vinkel/åbning ude i kammervinklen. Når dette sker vil trykket stige næsten eksplosivt. Afløbet stopper simpelthen. Trykket kan stige til 60 mm. Hg.3, og skader på synsnerven vil ske i løbet af få timer/dage. Denne type følges af ofte stærke smerter såsom hovedpine, væske i hornhinden og opkastninger. Typen er dog heldigvis ret sjælden.
Sekundært glaucom er betegnelsen på en type hvor andre lidelser/sygdomme fører til glaucom-agtige tilstande i øjet. Herunder kan nævnes traumer, hvis man får et slag på øjet i forbindelse med en ulykke el. lign. Diabetes er også en typisk kandidat her, idet blodets sammensætning hos denne patientgruppe er med højere densitet end hos normale mennesker. Glucose-indholdet i blodet er oftest højere, hvilket giver en mere ”sejt/tykt-flydende” blodgennemstrømning. Og da blodkarrene i øjet, og i særdeleshed nethindens, er umådeligt tynde og skrøbelige, kan disse opnå skader. Der efterfølgende fører til skader i det nærværende cellevæv pga. manglende respirationsmuligheder.
Blodpropper i nethinden og regnbuehindebetændelse kan også føre til glaucom. Generelt for typen er der altid tale om forøget tryk. Nogle gange snigende, andre gange mere akut.
Kongenit glaucom er af kronisk art. tilbage i udviklingen af fosteret og de tidlige anlæg til øjet, sker der fejl i måden hvorpå trabekelværket og kammervinklen udvikles. Trykket vil være forøget allerede ved fødslen. Men da babyer sjældent formår at give klare indikationer på at de har smerter, opdages det ofte for sent. Hos disse patienter opleves ofte at det angrebne øjne er vokset i størrelse. Hvilket skyldes at knoglemassen m.m. er blødt hos små børn, så øjet har mulighed for at svulme op.
- (
(2)Den faglige betegnelse er intraokulært tryk – hvilket betyder det indre tryk.
(3)http://www.vos.dk/ piece vedr glaucom > side 15.
(4)De fleste peger på applanationstonometret som det foretrukne.
(5)Illustrationen er fra > http://www.nei.nih.gov/health/glaucoma/glaucoma_facts.asp
Diagnosticering
Når en øjenlæge skal forsøge at finde ud af om en person har glaucom, er det altafgørende at få målt trykket. En trykmåling, kaldet tonometri, kan udføres på flere måder. De to der oftest anvendes er, ved hjælp af lufttonometer eller applanationstonometer.
Førstnævnte apparat benytter sig af luft. Patienten sidder foran apparatet, med hovedet hvilende ind i maskinen, der udsender et kort intenst luftpust, hvorved trykket måles. Der er intet ubehag ved denne metode, som hverken kræver bedøvende dråber eller andet. Omvendt diskuteres det lidt om, hvor præsise målingerne er. Når en patient er vant til at få trykket målt på denne måde, vil man muligvis være mindre påvirkelig af det luftpust apparatet udsender, mener flere læger. Andre mener dog at så længe en given patient får udført målinger på samme type apparat kontinuerligt, vil den stadig kunne vise det generelle billede af patientens tilstand.
Applanationstonometret har været brugt i mange år. Trykmålingen foregår ved at patienten først dryppes med et bedøvende middel, med hovedet placeret i apparatet, føres en tryksensor ind på hornhinden og trykket aflæses derved.4 Dog skal det påpeges at fordi tryksensoren føres manuelt ind imod cornea, vil to forskellige øjenlæger stort set aldrig kunne nå frem til det samme resultat. Men spredningen vil sjældent være mere end 1-3 mm. Hg. Ydermere kan det til tider være problematisk at foretage en præsis måling, hvis der er tale om et irritereret/sensitivt øje, hvor patienten kan have svært ved at vedholde synet i en given retning i det tidsrum der kræves. Tidligere var trykmålinger hos børn (med kongenit glaucom) så problematiske at man valgte at bedøve barnet, i bestræbelserne på at nøjagtigøre målinger/undersøgelser. Udviklingen har gjort at disse undersøgelser er blevet mere skånsomme siden da.
Et eksempel på et applanationstonometer.
Den blå lysende ”diode” der ses foran patientens øje,
(personen til højre i billedet) er selve trykmåleren der
går ind og ”trykker” på cornea. 5
Når det er fastslået at trykket er forøget, vil man kigge på kammervinklen.
Og udføre en gonoiskopi-undersøgelse. Hvor lægen via en speciel linse, der lægges direkte på det åbne øje, kan se udformningen af kammervinklen, og evt fastslå misdannelse/forsnævringer. Denne proces er rimeligt kortvarig, og da patienten også her får bedøvende dråber, vil det sjældent give væsentlig ubehag.
Perimetri-undersøgelser har til formål at fastslå om, og i så fald, hvor meget af synsfeltet der er beskadiget. Undersøgelsen sker ved at patienten sidder og ”kigger ind” i en, til siderne afskærmet, parabol. Blikket fokoseres på et centralt punkt på midten af ”skærmbilledet”, en serie af lysprikker projiceres på skærmen. Patienten registrerer lysglimtene på apparatets kontrolpanel, og
efterfølgende printes en udskrift. Personens synsfelt, eller manglen på samme, vises som sorte/grå området på udskriften. En finurlig detalje er dog at præsis det område hvor synsnerven(papillen) ligger, vil man være blind. Vores synsceller dækker ganske enkelt ikke dette område. Hjernen kompenserer for dette ved at ”forestille” sig det blinde område af synsfeltet.3
Synsnerven kan ses via pupillen via en speciel linse (samme fremgangsmåde som kammervinklen) og ved hjælp af pupiludvidende medicin (giver patienten ”katteøjne” med stærkt udvidede pupiller, og derfor ekstremt lys sensitive) kan man skabe så stort et ”nøglehul” at man kan vurdere synsnervens tilstand. Hvis den antager en konkav form,(lidt som en rugbybold) kan det være tegn på nervetråde er gået tabt. Der udover ses nethinden og dens blodkar. Man kan tage billeder af dette område. Dette gøres for at kunne fastslå i hvilket omfang blodkarrene er funktionsdygtige, eller om der er områder af nethinden der pga dårlige blodkar, mangler iltet blod (nedsat respiration).
Nethinden set forfra (nederst t v) og i profil t hjr.
”Macula” er den gule plet.
Blodkarrene fremstår som de røde strenge.
Hos f.eks. diabetespatienter vil eventuelle beskadigede blodkar
fremstå som udspilede, idet blodets øgede densitet
vil få karvæggen til at udvides, som en ballon,
evt. briste og skabe en blødning.4
