Søvnmangel

Søvnmangel

Søvnmangel fører til permanent tab af hjerneceller

 

Søvnmangel er tilsyneladende mere alvorligt end tidligere antaget, fastslår videnskabsfolk. Los Angeles:

Enhver, der har oplevet en nat med dårlig søvn, ved, hvordan det kan påvirke humør, koncentration og ydeevne.

Det er en kendt sag, at god søvn er vigtigt for helbredet og har en afgørende betydning for kroppens genopbygning.

Ved mangel på såkaldt dyb søvn opleves især kropslige symptomer på træthed, mens immunforsvaret og kognitive funktioner som hukommelse og indlæring belastes. 

 

Hjerneceller dør

Nye undersøgelser tyder dog på, at søvnmangel også kan føre til et permanent tab af hjerneceller.

Det er forskere fra University of Pennsylvania School of Medicine, der star bag forskningsresultaterne, som er offentliggjort i seneste udgave af The Journal of Neuroscience.

I forsøg med mus førte søvnmangel til, at 25 pct. af en særlig gruppe hjerneceller gik til grunde, lyder meldingen.

 

God og dårlig nyhed

Hvis det samme gør sig gældende hos mennesker, er der grund til at være bekymret, siger forskerne.

Den gode nyhed er imidlertid, at forskerne er optimistiske med hensyn til mulighederne for at udvikle en medicin, der kan beskytte hjernen mod søvnmanglens bivirkninger.

Forskerne siger, at resultaterne er første bevis på, at søvnmangel kan føre til et permanent tab af hjerneceller. De tilføjer dog, at der er behov for flere undersøgelser for at fastslå, om også mennesker risikerer lignende permanente skadesvirkninger.

 

Flere undersøgelser på vej

Næste skridt bliver i den forbindelse at se nærmere på hjerner tilhørende mennesker, der igennem livet har været udsat for lange perioder med søvnmangel.

Der er i dag en stor viden om søvnens betydning. Adskillige undersøgelser viser, at nedsat søvnkvalitet og søvnlængde har negative sundhedsmæssige konsekvenser.

Langtidsundersøgelser viser eksempelvis, at nedsat total søvntid og søvnforstyrrelse øger risikoen for en række sygdomme og muligvis kan have negativ indflydelse på livslængden.

Forklaring & kildehenvisninger

 

Neuroner (hjerneceller)

Nervecellerne eller neuronerne er nervesystemets basale bygningsværk.

Neuroner danner synapser eller forbindelser med andre celler. Det sker blandt andet i centralnervesystemet, hvor man mener, sanseindtryk analyseres, og reaktioner planlægges og styres under deres udførelse.

 

 

Kilde: www.denstoredanske.dk

Artiklen er en gengivelse fra Jyllandsposten´s netavis tillæg "Newton", 19.03.14.

Copyright © All Rights Reserved