Kilder m.m.

Perspektivering vedrørende artikel om stamcellebehandling

Artiklen fra Berlingske onsdag 25. jan. 2012 omtaler et forsøg udført af amerikanske forskere, hvor man har indsprøjtet ”designede” stamceller i 2 synshæmmede patienters øjne. Samt efterfølgende konstateret at synet hos patienterne er blevet markant øget. Resultatet af forsøget er endvidere offentligtgjort i ”The Lancet”. Som professor Jens Zimmermann Rasmussen på Syddansk universitet og Aalborg universitet, giver udtryk for, så er der interessante perspektiver ved dette.

Nu fremgår det ikke, om hvorvidt de manipulerede stamceller der blev anvendt til skabelse af nethindeceller, var voksen- eller embryonalestamceller. Omend der hypotetisk set, nok er tale om voksenstamceller. Idet disse er lettere at ”programmere” end deres alternativer. Spørgsmålet – eller problemet om man vil, er blot at finde frem til den type af celler der kan manipuleres i den ønskede retning.

Ingen tvivl om at vejen fra enkeltstående forsøg, til hverdagsagtige behandlingsteknikker er lang. Men ethvert lille skridt, er dog et stort skridt i den rigtige retning.

Og som der ydermere synes at være bred enighed om, både blandt forskere og almindelige mennesker, optræder der langt færre etiske problemstillinger, når der i givet fald anvendes egne celler til disse ”reparationsopgaver”.

 

Teksten vedrørende stamcelleforskning er igen interessant, idet den berører de samme aspekter som opgaven her omtaler under delen ”Forskning og resultater, voksen- og embryonale stamceller” .

Der ligger 2 forskelige muligheder i den måde, man kan tænke sig at anvende stanceller på i fremtidig øjemed. Enten som en art ”genetisk medicin” der går ind og reparerer/gendanner degenererede celler og/eller vævsmateriale i kroppen. Alternativt kan man allerede nu, dog med varierende held, ”vokse/gro” vævsmateriale/organdele frem i laboratorier. Specielt vedrørende dyrkning af større eller mindre dele af organer, er der interessante ting at perspektivere over. Den normale fremgangsmåde, hvor en fremmed donor (f.eks. trafikdræbte) får udtaget en velfungerende hjerteklap, eller andre lignende dele, kræver at modtagerdonoren har kompatibelt væv/blodtype. Ellers vil donordelen blive afstødt. Som en ekstra komplikation skal der administreres medicin, i resten af modtagerdonorens levetid. For at undgå risiko for at patientens immumsystems antistoffer ellers vil ”angribe” det fremmede, idet det vil blive anset som et antigen-materiale.

Konklusion

Det er på samme tid både fascinerende og ganske skræmmende at en sygdom, der har været kendt i adskillige århundreder, i så mange varienter, lige fra de mere blide former såsom Glaucom Simplex, til de mest alvorlige Kongenit- og Lukketvinklet Glaucom, i dag stadig er så relativt ukendt et begreb hos den brede del af verdens befolkningsgrupper.

Selvom lidelsen ikke er fremkommet i løbet af nyere tid, er det værd at bide mærke i at den på visse punkter rammer bestemte befolkningsgrupper. Når amerikanere af asiatisk eller afrikansk afstamning har højere risiko for at rammes, kan det således tænkes at skyldes en blanding af arv og miljø. Hvis man antager at en majoritet af afroamerikanere lever på et generelt lavere økonomisk niveau end amerikanere af kaukasisk afstamning, kan man danne sig den hypotese at ernæringsmæssige aspekter også kan have en vis indflydelse på sygdommen. Så fremt der er tale om mutationer baseret på epistasi, kan det næppe udelukkes at visse af mutationerne skyldes påvirkninger fra miljøgifte og lignende. Mens andre kilder vil være af arvelig karakter.

Det må være åbenlyst at den forøgede forekomst af Lukketvinklet Glaucom tilfælde blandt asiatere, samt udfra danske forhold grønlændere, burde skyldes den særligt snævre vinkel deres øjenlåg lukker ved.

Ydermere kan det undre at der tilsyneladende ikke rapporteres unaturligt mange tilfælde blandt mennesker i landene syd for Ækvator, her tænkes naturligvis på U-landene. Hvis der reélt ikke er specielt mange forekomster i disse områder, falder hypotesen om dårlig ernæring m.m. til en vis grad til jorden. Men spørgsmålet er så omvendt, i hvor høj grad sundhedssektoren dér er i stand til at diagnosticere og varetage pålidelige statestikker.

I forhold til de mennesker der allerede ér i medicinsk behandling pga. glaucom er det som allerede påpeget, under beskrivelse af medicintyper, betænkeligt at præparaterne ofte er tilsat stoffer, der i større eller mindre grad kan medføre allergiske reaktioner. Afhængigt af hvilke aktivstoffer medicinen indeholder, vil visse typer selv kunne penetrere igennem cornea, og derved have virkning med det samme. Hos andre typer er tilsat hjælpestoffer der skal gøre cornea gennemtrængelig før aktivstofferne kan virke. Teorien være at dés højere antal af stoffer, dés højere risiko for allergi. Dog må det konkluderes at indtagelse af medicin via cornea langt er at foretrække, frem for i pilleform. Hvor spredning af aktivstoffer til andre af kroppens organer, vil ske i langt større omfang. Specielt når man tænker på ældre mennesker med potentielle hjerteproblemer og brugen af betablokkere.

I kraft af det faktum at en større og større del af resourserne i dag koncentreres inden for det genetiske område, rejses også mange, i særdeleshed etiske, problemstillinger. Om hvilken vej udviklingen bør gå. Der er næppe nogen tvivl om at de fleste forskere vil foretrække øget

 

fokusering på teknikker baseret på embryonale stamceller. Der med deres vidtstrakte muligheder sandsynligvis vil være nøglen til løsning af mange kromosoriskesygdomme. Men som blandt andet Etisk råd allerede nu påpeger, er der blandt offentligheden og forskere dyb uenighed om etikken i dette1,2 Man går ind og anvender et befrugtet æg som en ”simpel byggesten/reservedel” - noget som opsat i en kvindes livmoder alternativt ville kunne blive til et fuldt ud funktionsdygtigt levende menneske. Som artiklen (note 69) beskriver, har man f.eks i Frankrig defineret at et foster efter 22 uger får et cpr-nr. Mens man her hjemme diskuterer om hvilken status et aborteret foster skal have. Fostre som i visse tilfælde ville kunne tænkes at levedygtige. Når man går ind og vil anvende et 5-7 dage gammelt embryonalt cellemateriale, er det principielt det samme som at slå en levende organisme ihjel. Nu har menneskeheden dog aldrig haft synderlige problemer med at dræbe andre arter, med henblik på at få mad på bordet. Ydermere må man konkludere at vi allerede i stort omfang piller ved naturen. Tænk blot på grise der får penicilin tilsat i foderet, og avles med henblik på maksimering af vægtforøgelse på kortest mulig tid. Eller køer der avles i forhold til mælkeydelsen. Men at skulle kunne bestemme over liv eller død i et laboratorium forekommer for mange som grænseoverskridende. Man må i den forbindelse hæfte sig ved en, tilsyneladende helt overset, detalje i den forbindelse. At selvsamme æg kommer fra fertilitetsklinikker hvor vi kunstigt forsøger at skabe liv, er der tilsyneladene ingen der stiller etiske spørgsmål ved.

Hvis man formåede at kunne fremstille embryonale celler kunstigt, helt fra bunden, uden indblanding af donorer, ville dette muligvis kunne løse problemet rent etisk. Men dette ville straks føre til næste dilemma. Ved således at kunne fremstille syntetiske ”byggestene” på samlebånd, ville man teoretisk også kunne fremstille et uendeligt antal af det samme ”slutprodukt” - f.eks halvtreds levedygtige fostre med nøjagtig samme geno- og fænotyper.

Selvom udviklingen forhåbentligt ikke antager disse ekstreme dimensioner, men blot gør os i stand til at kunne afkode de problematiske gen-mutationer er der dog stadig grund til en vis bekymring.

Gravide kvinder kan allerede i dag testes for, om hvorvidt deres foster er i sandsynlighed for at udvikle Downs syndrom3. Hvilket man kunne forestille sig en dag også ville være tilfældet for sygdomme som Altzheimers, Parkinsons og Glaucom. Men hvis man bort-selekterer disse fostre vil man bevæge sig ind i endnu en prekær gråzone, nemlig angående spørgsmålet om hvorvidt vi skal til at åbne op for muligheden for selve begrebet designerbabyer. Personligt mener jeg klart dette vil være et skræmmende perspektiv.

Fortsættes med perspektivering på det mere personlige plan, fremkommer der naturligt nok også

 

visse alvorlige problemstillinger, som man som patient rent etisk og moralsk, vitterligt bør forholde sig til. Vælger man sammen med en partner at sætte børn i verden, betyder dette med den nuværende viden på området (kongenit), at såfremt partneren er uden muteret genom, vil alle børn være passive bærere af defekten. Hvis partneren er passiv bærer, 50% risiko for børn der enten passivt bærer, eller har sygdommen ved fødslen. Spørgsmålet er da, om hvorvidt man reélt ønsker at risikere at pådrage et barn denne betydelige risiko. Samt naturligvis såfremt barnet fødes med sygdommen, at man mentalt kan acceptere at barnet vil skulle gå igennem et livsforløb, med de store både sociale, udviklingsmæssige og økonomiske konsekvenser det har.

Den sfsluttende konklusion må derfor være, at man i sidste instans er vidende om, at man selv står med løsningen på problemet. Hvis man fravælger børn, og derved muligheden for at videreføre en genetisk mutation, vil det være det samme som at medgive, at selve konceptet bag designerbabyer er etisk og moralsk acceptabelt. Man vil på den måde være aktivt med til at bortselektere en uønsket mutation. Man skal dog tænke på at visse mennesker i dag er blevet immune over for Hiv-virusset, på grund af mutationer. Så umiddelbart vil det være rent gætteri, at spå om fremtiden. Og det diskuteres eksempelvis også livligt om hvorvidt det skyldtes en mutation, at mennesket tilbage i Middelalderen da pesten hærgede Europa, langsomt begyndte at kunne overleve denne. Hvorved pesten ebbede ud. Så mutationer kan være både af det gode og det onde.

Fodnoter m.v.

  • Som en del af SSO-opgaven skulle problemstilling og perspektivering vedrørende en faglitterær artikel også behandles.
  • Artiklen er ikke vedlagt her, men behandlingen af den, har jeg valgt at medtage grundet de indlysende interessante perspektiver der ligger der i.

Fodnoter

( I konklusionen)

- (1)http://etiskraad.dk/da-DK/Temauniverser/Etikoglivetgym/Stamceller/Etikinterview.aspx interview om for & imod blandt foskere.

- (2)Se evt bilag, JP, søn 16.12.2012 artikel vedr cpr nr til fostre (ifb m aborter)

- (3)En form for psykisk udviklingshæmning, mongolisme

 

 

Copyright © All Rights Reserved